Administrator
Sådan støtter du
Sådan kan du også vise din støtte
Du kan vise din støtte på mange måder, men vigtist af alt er at du klikker på rubrikken "underskriv her" på forsiden af denne side. Men det vil også hjælpe sagen rigtig meget, hvis du:
- Deltage i vores Valgkamps event søndag den 4. september 2011 i Århus og København. (læs mere)
- Inviterer dine venner ind på denne side eller på vores facobook side. Se her
- Tilføje vores kampagne-badge på din facebook eller twitter-profil. Se her
- Downloade vores underskriftsside og få andre til at skrive under.
- Købe vores støtte t-shirt for kun 150 kr.
- Spørge dine lokale folketingskandidater, hvordan de stiller sig i sagen. På mail eller på møder.
Valgkamps-event 4. sep. 2011
Hjælp os med at huske politikerne på deres løfter.
Vi har brug for frivillige til en lille sjov gimmick i Aarhus og København. Vi ønsker at gøre lige adgang til psykologhjælp til en del af valgkampen.
Med små grønne post-it sedler formet som en hånd vil vi minde politikerne om deres løfter om at udvide psykologordningen.
Hvordan
De grønne post-it hænder med skriften "Husk psykologhjælp.nu" sættes på politikernes valgplakater centrale steder i København og Aarhus. Hænderne er lette at få af og skal kun hænge på plakaterne midlertidigt.
Hvornår
Søndag den 4.september 2011 kl. 11. Aktionen forventes at vare et par timer.
Mødested
København: Vendersgade 22, 1364 København K.
Aarhus: Foran hovedindgangen til banegården. Indgangen ned mod gågaden.
Har du lyst, tid og mulighed for at deltage eller ønsker yderligere information så kontakt Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Vi håber, du vil være med til at slå et slag for lige adgang til psykologhjælp
Har du ikke mulighed for at komme til selve aktionen, men stadig gerne vil hjælpe os med at udbrede budskabet, så se i menu-punktet "min støtte", hvad du mere kan gøre.
Kampagnedøgn
Kampagnedøgnet: Havfruens stemme
Deltag i en hyggelig dag og støt sagen.
Mandag d. 24.maj på Langelinie i København
Program:
11.00- 13.00 Pinsefrokost for alle
Hvorfor ikke lade familiens pinsefrokost foregå på Langelinie i hyggeligt selskab? Medbring selv mad, så sørger ODA for lidt godt brød samt kaffe og kage til at slutte måltidet af med.
Argumentkassen er åben
Kom med dit bedste argument for hvorfor der skal være lige adgang til psykologbehandling, og sæt din underskrift! Senere på dagen afleverer vi alle de gode argumenter på Christiansborg og til Danske Regioner.
13.00 ODA’s formand, Christian Nyholm byder velkommen
… og kommer med nyeste status for hvor mange underskrifter vi har samlet.
13.15 Eventyroplæsning
Hvordan hænger psykologordningen og Den Lille Havfrue sammen? Kom og hør eventyret og få svaret.
13.30 Havfruen hjælpes i land
Efter 24 timer på en sten midt imellem Folketinget og Regionerne er det på tide at skride til handling. Vi skal derfor hjælpe Havfruen i land. Havfruen sætter derefter gang i en march mod Christiansborg og Danske Regioner med alle de indsamlede argumenter for, hvor vi skal have lige adgang til psykologhjælp i Danmark.
14.00 March mod Danske Regioner og Folketinget
ODAs frivillige og andre støtter deler sig i to grupper, tømmer argumentkassen og bevæger sig mod Christiansborg og Danske Regioner bevæbnet med bannere, balloner og gode argumenter.
Turen til Christiansborg varer ca. 30 minutter, til Danske Regioner tager turen 15 minutter.
15.00 Tak for i dag – vi kæmper videre
Vi afleverer alle vores gode argumenter og lader balloner hænge til politikerne, så de ikke er i tvivl om, at vi fortsat vil kæmpe for lige adgang til psykologhjælp.nu.
Kom og vær med til en hyggelig og vigtig dag for dig, dine venner og familie!
ODA kæmper et døgn for lige adgang til psykologhjælp.nu
Allerede søndag den 23.maj kl. 13:30 indtager ODAs Lille Havfrue pladsen ved Langelinie. Her vil hun sidde et helt døgn, – som et symbol på at vores patientgruppe lades i stikken. Med bannere og balloner mindes tilfældigt forbipasserende og de mange deltagere i Copenhagen Marathon om ”psykologhjælp.nu”. Du er også velkommen til at dukke op og yde moralsk opbakning et par timer i løbet af eftermiddagen/aftenen, drikker en kop kaffe og snakke med frivillige fra ODA.
Sådan kan du også vise din støtte
Du kan vise din støtte på mange måder - kun fantasien sætter grænser.
Her nogle eksempler og opfordringer.
- skift dit facebook-billedet ud med kampagnelogoet
- farv dine hænder grønne
- spred budskabet til dine venner
- skriv et læserbrev
- bestil en kampagne t-shirt
- lav et kampagnelogo i karse
- eller noget helt andet…
Tag meget gerne billeder af dine anstrengelser og send det til Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. eller upload det til facebook-siden.
To af vores ambassadører har allerede lovet at de vil gå i brechen for psykologhjælp.nu i løbet af kampagnedøgnet. Anne Marie Geisler Andersen løber Copenhagen Marathon i psykologhjælp.nu’s t-shirt og Özlem Cekic samler underskrifter på gaden.
Om ODA
ODA er en fællesorganisation for OCD-, Depressions- og Angstforeningerne. ODA udsprang af et tæt samarbejde af de tre patientforeningers fælles visionsoplæg "10 til 5", som foreningerne udarbejdede og turnerede med i hele landet i 2006.
Det fælles fodslag gav større lydhørhed, derfor blev etableringen af paraplyorganisationen ODA en naturlig sag. Fællesorganisationen blev etableret i sommeren 2008 og fik i efteråret 2008 sit eget sekretariat.
ODA har til formål at skabe bedre forhold for foreningernes medlemmer og ligesindede gennem politisk interessevaretagelse.
- Vi ønsker at behandlingen af psykiske sygdomme bliver ligestillet med fysiske sygdomme
- Vi ønsker fri og lige afgang til den optimale behandling af depression angst og OCD, det vil sige medicin og psykologhjælp mm.
- Vi ønsker en kvalificeret og sammenhængende behandling
- Vi ønsker at angst, OCD og depression bliver behandlet og betragtet som reelle sygdomme - og dermed undgå diskrimination og stigmatisering
se mere på www.oda.nu
Min historie
Kære Besøgende
Her kan du skrive din historie. Hvad har dine oplevelser med sygdommen eller med behandlingen været? Har du haft glæde af psykologbehandling eller har du ikke haft mulighed for at gøre brug af denne behandlingsform?
Del dine oplevelser med andre i samme situation
Pakkeløsning bør bestå af medicin og psykologbehandling
Jeg har selv måttet betale for al psykologbehandling, da jeg er over 37 år, deriblandt et kursus i kognitiv terapi, som kostede 8000 kr på én gang. Det er jo ikke alle, der kan trække det ud af et budget. De andre på kurset fik det betalt. Så det har haft store økonomiske konsekvenser for os, da der skal tjenes en del for at kunne betale for behandlingen.
Da den medicinske behandling, jeg fik ordineret af min egen læge ikke hjalp godt nok, fik jeg en henvisning til psykiater. Ved et lykketræf var der lige startet en ny op i byen, så jeg skulle kun vente 14 dage med at komme til. Nu er der 2½ års ventetid hos hende... Psykiateren hjælper med medicinering og sygemelding, da jeg gradvist har fået det dårligere gennem årene. Hun mener ikke, at jeg skal arbejde mere.
Jeg har læst nogle pjecer og en bog, jeg fik hos psykiateren. De har hjulpet mig til at forstå det lidt bedre. Jeg har deltaget i distriktpsykiatriens psykoedukation sammen med min mand. Det var rigtig godt, fordi han mødte andre pårørende.
Da jeg kom til læge med svær depression, blev jeg spurgt om jeg ville behandles, hvilket man ikke er i stand til at tage stilling til i den tilstand. Man spørger jo ikke en patient med diabetes, om hun vil behandles med den medicin, der hjælper???
Jeg synes, at en pakkeløsning til moderat/ svær depression bør bestå af omgående medicinsk behandling, der kan opstartes hos den praktiserende læge. Derefter overføres til psykiater, der justerer medicinen ind. Dernæst et obligatorisk kursus i kognitiv tænkning og et forløb hos psykologen, hvor man træner det ud fra egne oplevelser. Behandlingen skal i øvrigt være lige så gratis som alle andre sygdommes behandlingsforløb.
Man skal have et godt netværk for at være psykisk syg. Og så skal man være stærk og vedholdende for at få behandling... hvilket ikke er så let, når man har svær depression. Jeg synes, at man skal alliere sig med én, der kan gå med til læge hver gang, så man får sagt de ting, der er vigtige. Jeg har haft min mand med og det har gjort at der blev sagt og gjort ting, som jeg ikke ville have husket.
Venlig hilsen
Mette
Det mener eksperterne
Niels Damsbo, praktiserende læge og lektor ved Syddansk Universitet
- I hvilket omfang bør psykologhjælp anvendes til behandling af Angst, OCD og depression?
Der er primært evidens for, at kognitiv adfærdsterapi har effekt ved behandling af de fleste typer af angst, let til moderat depression og til en vis grad OCD, som dog primært bør behandles med eksponering og responshindring, men også interpersonel psykoterapi og psykodynamisk terapi kan anvendes i hvert fald ved depression.
- I hvilket omfang og på hvilken måde besværliggør den nuværende psykologordning den optimale behandling af disse patienter?
Den nuværende psykologordning med tilskud til patienter med let til moderat depression mellem 18 og 37 år betyder, at det kun er en meget begrænset gruppe af patienter, som kan opnå tilskud. Enkelte andre vil kunne få tilskud, hvis deres depression eller angst er opstået i relation til en traumatisk begivenhed indenfor det sidste ½ år.
Denne begrænsede ordning gør, at nogle patienter, som formentlig ville have gavn af psykologbehandling, afslår denne af økonomiske årsager.
- Hvordan skulle det ideelle behandlingstilbud for de ikke psykotiske psykiske sygdomme ifølge dig være skruet sammen, hvorfor?
Behandlingen af de ikke psykotiske sygdomme burde være skruet sammen, så lægen kunne vælge behandlingsstrategi ud fra evidensbaserede kliniske vejledninger uden at skulle skelne til tilskudsordninger og patienternes økonomi
Lennart Holm, klinikchef, cand.psych., aut. Specialist i psykoterapi og supervision
- I hvilket omfang bør psykologhjælp anvendes til behandling af Angst, OCD og depression?
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens referenceprogram for behandling af angst og unipolar depression, at der er psykoterapeutiske metoder, der har vist overbevisende effekt ved behandling af de nævnte lidelser. Det gælder især indenfor adfærds-kognitive metoder, men også visse andre. Vi er altså videnskabeligt på god grund: der er demonstreret effekt af visse former for psykoterapi, og de bør naturligvis tilbydes klienter, der i dag i stort omfang går uden eller kun med utilstrækkelig behandling.
Til gengæld må det være et rimeligt krav fra både klienter og samfundet i øvrigt, at de terapeuter, der anvendes, faktisk kan demonstrere færdigheder i de evidensbaserede metoder. Det er der kun et mindretal, der kan i dag, hvorfor man - som i England - bør iværksætte en relevant uddannelse i evidens baseret psykoterapi. Engelske beregninger har vist, at der er rigtig mange penge at spare på sigt. Klienter bør som ved forbrug af andre serviceydelser vide, at man faktisk behandles af en terapeut, der anvender metoder, der er vurderet videnskabeligt og fundet egnet. Det skal ikke være et lotterispil at gå i behandling.
- I hvilket omfang og på hvilken måde besværliggør den nuværende psykologordning den optimale behandling af disse patienter?
I den nuværende ordning er der ikke henvisningsret for angst og OCD. Det bør ændres. Angst er en lidelse, der rammer en meget stor gruppe, men en række af de lettere tilstande kan behandles på ganske få timer, men med stor forøgelse af livskvaliteten til følge.
38 års grænsen for henvisning for depression bør afskaffes - det er meget svært at forstå for klienten, der ofte har overhængende brug for hjælp, at man ikke kan komme til, fordi man er et år for gammel, og selv om situationen på arbejdsmarkedet kan være lige så vanskelig som for den helt unge. I dag kan man henvises med let eller moderat depression, og man kunne til gengæld for afskaffelse af aldersgrænsen overveje at fjerne de lette depressioner og på dette område i stedet satse på sociale/frivillige netværk.
- Hvordan skulle det ideelle behandlingstilbud for de ikke psykotiske psykiske sygdomme ifølge dig være skruet sammen, hvorfor?
Ideelt: Tilbud om evidensbaseret psykoterapi til mennesker med ikke-psykotiske psykiske lidelser. På depressionsområdet ved vi fra forskning, at også relevant tilbagefaldsforebyggelse til personer, der tidligere har haft depressive episoder, kan mindske tilbagefaldshyppigheden - mest hos dem, der har haft rigtig mange tilbagefald. Igen er der altså mange penge at spare - og mange lidelser og ødelagte år.
Psykologordningen
Om psykologbehandling
I Sundhedsstyrelsen referenceprogrammer fra 2007 for Angstlidelser og unipolar depression hos voksne anbefaler man brug af evidensbaseret psykologbehandling. De skriver:
”Patienter med angsttilstande bør have tilbud om dokumenteret virksom behandling i form af antidepressiva, KAT [kognitiv adfærdsterapi. red] eller en kombination af disse behandlingsmetoder. Der kan være fordel ved at anvende KAT som første behandling, idet KAT har mere holdbare virkninger end farmaka og er uden medicinbivirkninger.”
” Ved depression af let til moderat grad bør det overvejes at tilbyde patienten psykologisk behandling, der specifikt fokuserer på depression…. Adfærdsorienteret kognitiv terapi bør overvejes til patienter med depression af moderat grad…, der kun delvist responderer på antidepressiv medicin.
Om psykologordningen
Patienter i aldersgruppen 18-37år med let til moderat depression kan henvises til psykologbehandling med tilskud via sygesikringen af den alment praktiserende læge.
Patienter i aldersgruppen 18-28år med let til moderat angst, herunder OCD-tilstande kan henvises til psykologbehandling med tilskud via sygesikringen af den alment praktiserende læge.
Patienter uden for disse aldersgrænser, kan ikke opnå hjælp til deres behandling.
Priser:
Taksten ved en konsultation ved sygesikringsordningen er pr. 1.oktober 2009 - 370 kr/t.
En bevilling over sygesikringen omfatter maximalt 12 konsultationer på samme diagnose og gælder indenfor et år fra udstedelsen.
Ved egenbetaling ligger priserne pr. times konsultation mellem 900 – 1200 kr.
Hvad koster en udvidelse af ordningen?
Beregninger viser, at der i brug for cirka 100- 200 mio. kroner , hvis ordningen skal udvides til også at gælde patient uden for ordningen. En udgift der ifølge sundhedsøkonomier hurtigt skulle kunne tjene sige ind. Danskere med Angst, OCD og depression koster årligt ca.20 mia. kr. Primært som tabt arbejdsfortjeneste og overførselsudgifter for staten.
En evaluering af den nugældende psykologordning for depressionsramte viser, at psykologhjælpen er med til at knytte patienterne tættere til arbejdsmarkedet.
Fakta om udbredelse og behandling af ikke-psykotiske lidelser
Ifølge Sundhedsstyrelsen skønnes 10-20 pct. af den danske befolkning på et givet tidspunkt at lide af psykisk sygdom i varierende grad.
Lige nu er der f.eks.
- Ca 150.000 mennesker med en depression
- Ca. 250.000 mennesker med angst og OCD
- ca. 75.000 med spiseforstyrrelser
Undersøgelser peger på, at halvdelen af disse behandles i almen praksis. Ca. 10 pct. med psykisk sygdom behandles hos en psykiater i enten speciallæge praksis eller sygehusregi, ca. 10 pct. hos en psykolog, mens ca. 30 pct. ikke modtager behandling.
Kilde:



